Tidligere på ugen kunne vi berette om at Obafemi Martins formentlig har skrevet kontrakt med Adidas. Nu er det så tid for en anden af Premier Leagues store stjerner. Chelseas målmand Petr Cech har nemlig sat sin signatur på en kontrakt der binder ham hos Adidas de næste 5 år. Det skulle efter sigende give Cech i omegnen af 160 millioner danske kroner. Det betyder at Cech fremover spiller med Adidas Predator på fødderne og Adidas Response Pro på hænderne. Som de fleste med kendskab til den tjekkiske målmand nok ved, har Cech de seneste par år spillet med en beskyttende hjelm pga et slemt sammenstød med Stephen Hunt i 2006. Den hjelm har hidtil været lavet af Canterbury. Men nu har Adidas udviklet en lignende hjelm, som Cech skal bære. Dermed bliver Cech altså bogstavelig talt beklædt med Adidas fra top til tå, da hans klub Chelsea som bekendt også spiller i det tyske mærke.