I gårsdagens kvartfinale mellem Rusland og Holland, var der lagt op til noget af et brag og forventning om at hollænderne ville fortsætte med at feje modstanden af banen. Det blev som bekendt ikke en realitet og Arshavin og de russiske bjørne kunne fejre en fortjent 3-1 sejr, mod en af turneringens favoritter. Det har dog undret os lidt at følge Hollands Nigel de Jong, som til daglig spiller for HSV, og hans valg af støvler. Faktisk har vi undersøgt sagen en smule og det viser sig, at han i flere år har ladet til ikke at være på kontrakt hos en fabrikant. Han har længe spillet i Adidas og HSV er som bekendt sponseret af netop den tyske producent, så man må forvente at han uden problemer kan få lov til at spille i nye støvler, hvis han har lyst til det. Ikke desto mindre, så har han i år for HSV spillet i gamle modeller af F50 Tunit og senest er han altså skiftet til den nye AdiPURE kollektion. Men det besynderlige ligger nu i, at han ikke har en hvilken som helst AdiPURE på. Hans udgave har nemlig fået en kraftig omgang sort sprittusch, således at man på den sorte støvle ikke kan se de klassiske 3 hvide striber. Hvis man kan sine støvler, så er der dog ingen tvivl omkring at der er tale om en malet AdiPURE, da både formen og knopsystemet afslører dette. Hvorfor han spiller i disse støvler og hvorfor han tilsyneladende ikke har en støvlekontrakt må stå hen i det uvisse, men det er meget mærkværdigt, at en spiller fra den tyske Bundesligas top og EM-spiller fra en af de 6 store nationer, ikke har en sprit ny støvle..