Overalt på Europas fodboldbaner er der den sidste uges tid blevet spottet adskillige stjerner i de stadig utilgængelige Nike Mecurial SuperFly fodboldstøvler. Nogen har trænet i dem, nogen har brugt dem i en kreativ udgave i kamp, og så er den første dansker tilmed også blevet spottet i dem.. Megen snak har der været omkring de nye SuperFly, og det kommer kun til at tage til i styrke over de næste par måneder. Vi kunne i går her på siden, berette at både dén og den nye Vapor V vil være tilgængelige for forudbestilling fra starten af Marts måned. Det har fået debat-genet op i alle jer trofaste brugere og læsere. I var hurtigt og talstærkt ude efter nyheden var skrevet, og give jeres mening tilkende angående den nye SuperFly. Nogle af jer brød jer ikke sønderligt om dens design, mens andre var mere fokuserede på hvad den kunne bringe til spillet rent perfomance-mæssigt. De store stjerner er i hvert fald nu for alvor begyndt at teste dem, og det glæder jo os fodbold-entusiaster, som dermed får en chance for at få syn for sagen og se alle de fine trænings – og kampbilleder. Viften af spillere der er blevet spottet i de nye SuperFly bliver bredere og bredere. Vi har allerede tidligere berettet om Christiano Ronaldo, Drogba og Amauri træne i dem, og det var naturligvis blot begyndelsen. Tidligere på ugen kunne man se Inters Marco Materazzi og Zlatan Ibrahimovic iført de nye støvler. Én af vores vågne brugere, Peter, var også den første til at spotte danske Nicklas Bendtner i de sorte SuperFly da Danmark trænede op til gårsdagens møde med Grækenland. Flere andre af jer har også gjort os opmærksomme på, at Arsenals nye guldfugl Andrei Arshavin prøvede støvlerne af til en træning med sin nye klub. Foruden ham har Barcelonas Dani Alves også været ude og eksperimentere med sine fodboldstøvler. Han har før været kendt for at trække i tidligere modeller i serien, som f.eks. Vapor I, plus at han tilmed også nogle gange er set skifte støvler i halvegen. Også med den nye SuperFly har den gode Alves været nytænkende. Ud over at han har trænet i de ”normale”, sorte SuperFly har vi i weekendens kamp mod Sporting Gijón også spottet ham i en støvle der på overfladen ligner de velkendte Vapor IV Citrus, men som har SuperFly bund – og knopper. Hvis I har set andre i SuperFly som vi ikke har skrevet herover, er I naturligvis meget velkomne til at dele det med os andre. Vi sætter stor pris på jeres vågne øjne og gode spots..