I dag får de fleste professionelle fodboldspillere specialfremstillet deres fodboldstøvler, således at de er tilpasset helt optimalt til netop deres behov. Det er også tilfældet for Atsuto Uchida fra tyske Schalke 04, som er blevet spottet med en speciel knopkonfiguration. Atsuto Uchida - hvis ben er til venstre i ovenstående billede - har længe spillet i AdiPURE III, og nu også i den helt nye AdiPURE III CL i Blå/Hvid. Denne er dog, som det kan ses på billedet, specialdesignet, idet knopkonfigurationen hverken er firm eller soft ground. Uchida lader til at have fået specialdesignet en sål med både SG- og FG-knopper. Netop det med at få specialdesignede støvler er en luksus, som de fleste professionelle spillere benytter sig af. Det ses således ofte, at spillerne benytter sig af de såkaldte mixed soleplates, altså knopkonfigurationer bestående af både FG- og SG-knopper. Især Cristiano Ronaldo er kendt for at spille med denne knopkonfiguration under sine støvler. Det er dog ikke altid at de professionelle får speciallavet deres støvler således at de opfylder spillernes behov - i alle fald ikke, hvis man skal tolke lidt på Emmanuel Adebayors Adidas F50 AdiZero Chameleon Purple i læder, som han spillede i lørdag mod spanske Valencia. Den var i alle fald speciel på en... mindre professionel måde, lade os sige det sådan. Disse AdiZero lader til at være standardmodellen, men noget var åbenbart ikke helt som det skulle være - i alle fald havde Adebayor tapet sportstape et par gange rundt om det øverste af vristen. Hvad det skulle hjælpe - eller afhjælpe for den sags skyld - ved vi ikke med sikkerhed. Det virker umiddelbart underligt, da det ikke er placeret langt nok nede til i første omgang at influere på sparkeegenskaberne. Så vidt vi kan se, forsøger han at påvirke snørebåndene til at blive på plads, men hvorfor vides altså ikke. Har I nogle bud derude? Skriv meget gerne en kommentar her i feltet under nyheden. Måske ved I noget vi ikke ved - vi hører meget gerne fra jer i alle fald.