I denne uges Memory Lane ser vi endnu engang tilbage på Adidas’ Predator-silo. Turen er nu kommet til Predator Mania, som mange sikkert husker fra VM 2002 i Japan og Sydkorea. Predator Mania var fortsættelsen til Predator Precision, og man må sige, at støvlen igen fik et ekstremt ikonisk design. Væk var striberne der gik hele vejen omkring hælen, og ind kom seks hvide skrueoptimerende striber på vristen. De hvide striber stod i god kontrast til den sort/røde variant, og derfor fik Adidas’ tre striber maksimal eksponering, samtidig med at skruebelægningen var koncentreret om vristen af støvlen. Derfor udnyttede man hele det område, man bruger for at sætte skru i bolden. Snørebåndene var dækket af for Predator-støvlerne ikoniske, røde pløs, som sørgede for at man fik en ren sparkeflade og ikke fik snørebåndene i vejen for sit spark. Den blev holdt nede af en elastik omkring støvlens sål, hvilket var en helt ny ting dengang. Predator Mania havde også fået tilføjet en ekstern hælkappe, som var lavet af hårdt TPU-materiale for bedre beskyttelse. Samtidig havde Adidas igen sat deres tre små striber over – en fed lille detalje. Sålen var for første gang også lavet todelt, så vægten blev noget lavere i forhold til Predator Precision. Samtidig kom Mania både som FG og SG version med X-Traxion knopper. SG-knopperne hedder X-Traxion fordi det var Traxion-formede knopper som kunne fjernes (extractes), og er derfor et sjovt lille ordspil fra Adidas’ side. Predator Mania var lavet med en overdel af blødt kængurulæder, som gjorde at støvlen hurtigt tilpassede sig fodens form og gav et rigtig lækkert fit. Den var også enormt populær, og kom efterfølgende i mange farvevarianter. Stjerner som David Beckham, Alessandro Del Piero og Zinedine Zidane spillede alle i Predator Mania, og støvlen var sammen med Nike Mercurial Vapor I den mest omtalte støvle til VM. Kan du huske Mania, og havde du den måske endda selv? Del meget gerne dine tanker om støvlen med os i boksen herunder.