I vores månedlige indslag i WebTV, Profilen, får vi en professionel fodboldspiller i studiet til en snak om gear, karriere og fodbold generelt - og så sender vi dem også en tur i ilden foran vores fartmåler. Månedens Profil er i januar Andreas Bjelland. FC Nordsjællands anfører og prominente forsvarsspiller, Andreas Bjelland, kigger nemlig forbi studiet, hvor han får en snak med Jakob om sine støvler, sit udstyr og sin karriere. Samtidig binder han også støvlerne for at se hvor langt op på sparkelisten han egentlig kan komme. Du kan derfor i dagens afsnit høre lidt om Bjellands nuværende støvler - Adidas F50 Adizero - samtidig med at Andreas fortæller lidt om sine oplevelser på landsholdet, for FC Nordsjælland, samt hvad han egentlig laver i sin fritid. Til sidst kan du naturligvis også se, hvor hårdt Bjelland egentlig kan sparke - og vi kan godt løfte sløret for, at han både i højre- og venstrestøvlen har et okay drøn. Om det så er nok til at toppe listen, eller blot slå Bajram Fetai, som Andreas gerne vil, kan du finde ud af ved at se med. Hvor hårdt kan DU sparke - og hvad synes om de ting, Andreas fortæller? Del meget gerne dine tanker med os i boksen herunder billedet.